Boutique Mary er tilfredse med premieren. Men der er plads til flere cafégæstende kunder.
Give: Er der basis for en café i Give?
Det er et spørgsmål, der ofte er oppe i debatten, når folk tale om udvikling af bymidten i Give. Skal man lytte til især de yngre kvinders tilkendegivelser på Facebook 7323, er behovet udtalt, ja, nærmest enormt.
Alligevel har ingen caféejer turdet give sig i kast med projektet.
Forklaringen kan være, at de ikke for alvor tror på, at det kan løbe rundt med en café i Give. I så fald kan de måske finde bekræftelse i det forsøg, Boutique Mary kører de kommende ti dage.
Her vil tøjbutikken i Vestergade forsøge at skabe lidt ekstra liv i den ferietømte by ved at invitere kunderne på café i og uden for butikken. Her serveres der gratis kaffe og om formiddagen også rundstykker til samme pris. Om eftermiddagen er rundstykkerne skiftet ud med kage, men prisen har ikke ændret sig.
- Vi er tilfredse med, hvordan det er gået den første dag. Der har været kunder både i butikken og caféen. Lidt flere ville ikke have gjort noget, men folk skal jo lige vænne sig, at muligheden er der, siger butikschef Lotte Andrup.
Det, eventuelle caféejere måske vil tænke, er, at selv om kaffen og brødet er gratis, strømmer folk ikke til. Hvordan ville det så se ud, hvis de skal betale for kaffen?
- Men det er jo en død periode. Vi gør det, fordi vi gerne vil skabe liv i en ellers feriedød by. Ikke mindst fordi byen gerne vil have turister til campingplads og kro, og så skal der jo også være liv for dem, siger Lotte Andrup.
Boutique Mary er med i en kæde med ti butikker i Danmark, hovedsageligt i Jylland. Give er den eneste butik, hvor forsøget med en café kører.