I 2007 åbnede et mini-posthus i Brugsen i Give, og Give Posthus lukkede for postomdelingscentralen den 7. oktober 2013 som et led i postetatens "optimering af ressource- og udgiftsbyrden". Men nu er posthuset efter 12 år tilbage i de oprindelige rammer igen
GIVE: I 2017 åbnede Vagn Billeskov en afdeling af "Billeskovs PC" i det gamle posthus i Allégade 14 i Give, og ved den lejlighed fik både han og virksomheden masser af plads at boltre sig på.
Man kan så sige, at grunden til, at posthuset nu pr. 13. februar vender tilbage til Allegade, skal findes i den omvendte problemstilling hos Brugsen i Give.
Her åbnede man nemlig i 2007 en posthus-filial, så byens og omegnens befolkning stadig kunne serviceres af den instans, der i dag hedder PostNord.
- Og det har været fint nok, men skal vi være ærlige, har det også givet os nogle pladsproblemer i butikken. Derfor har vi meddelt PostNord, at vi ønsker at stoppe samarbejdet, forklarer uddeler Claus Villumsen.

- Vi glæder os rigtig meget til at få posthus i butikken, og jeg har en forventning om, at posthuset vil være med til at gøre Billeskovs PC til et endnu større omdrejningspunkt i lokalområdet.
Lige til højrebenet
Derfor har PostNord været på udkig efter en ny og god samarbejdspartner i byen, og her har valget af nyt åsted for posthusets virke sådan set ligget lige til højrebenet. Det er i hvert fald helt oplagt, at PostNord nu har søgt og indledt et samarbejde med Vagn Billeskov og 'Billeskovs PC', for på den måde at få posten hjem til vante matrikelnumre igen. - Jeg er rigtig glad for, at Billeskovs PC har ønsket at overtage posthuset. Det har stor betydning for både borgerne og erhvervslivet i Give, som dermed også fremadrettet er sikret en god, lokal postservice, siger Kim Hinrichsen, distriktschef i PostNord.
Distriktschefen kan oplyse, at kunderne hos det nye posthus hos Billeskovs PC på samme vis som i dag kan hente og sende pakker og breve samt købe frimærker og pakkelabels i hele butikkens åbningstid. Billeskovs PC har åbent mandag-torsdag fra kl. 9.30-17.30, fredag fra kl. 9.30-18.00 og lørdag fra kl. 9.00-12.30.
Med til at gøre Billeskovs PC til et endnu større omdrejningspunkt
Vagn Billeskov, der som indledningsvist beskrevet har fint med plads til de nye gøremål, ser meget frem til dels at blive samarbejdspartner med PostNord og den vej rundt til også at få endnu mere trafik gennem dørene.
- Vi glæder os rigtig meget til at få posthus i butikken, og jeg har en forventning om, at posthuset vil være med til at gøre Billeskovs PC til et endnu større omdrejningspunkt i lokalområdet. Det er en ekstra, god service for vores kunder, at de kan hente deres pakker sendt med PostNord og klare andre postærinder her hos os, siger Vagn Billeskov, der i forbindelse med overtagelsen af postentreprisen har foretaget en mindre ombygning i butikken, så postcentralen kan få sit eget udleveringssted.
Vagn Billeskov og hans folk i butikken er i forvejen i god rutine med at levere pakker ud til folk, da Billeskovs PC også står for udlevering af pakker fra DAO og Bring, så man står betstemt ikke på bar bund, når man åbner som PostNord-butik.
Sidste åbningsdag hos SuperBrugsen, inden posthuset slår dørene op hos Billeskovs PC, er 12. februar. Flytningen af posthuset får ingen betydning for Pakkeboksen, der er placeret ved Fakta på Bøgetorvet.