Den årlige byfest i Farre blev som traditionen det byder igen ramt af masser af regnvej, men det afholdt ikke farreborgerne og folk fra omkringliggende byer for at levere nogle rigtig gode festdage med røde lygter til de fleste af aktiviteterne
FARRE: De tre dage, hvor sommerfesten blev afviklet i Farre, var også de tre dag, hvor regnen fik comeback til Danmark efter et næsten tre månederes fravær. Men det rystede nu ikke de garvede folk fra Farre, der er vant til, at det regner, når de holder byfest.
Torsdag aften stod Karsten Pedersen for et nyt tiltag, byvandringen, der ledte folk gennem byen tilsat gode historier om folk og fæ i byen gennemtiden. Her var der lidt over 30 med på turen, så det må siges at være en succes.
Apropos succes var der samme aften inviteret til sønderjysk kaffebord, og her havde den kvindelige del af befolkningen i byen virkelig sat overliggeren højt med et flot traktement, der kunne tage pusten selv fra en Mette Blomsterberg.
-Det var simpelthen imponerende, hvad der blev stillet på bordene, En kæmpesucces, og stor cadeau herfra til damerne, lyder det anerkendende fra Lars Pedersen, der er formand i Farre IF, der står bag sommerfesten.
Masser af folk - og masser af ros
Fredag aften var der gadefodbold med 8 deltagende hold, og her var det Canadavej, der mestrede regnen og de glatte baner bedst og vippede dermed Grønnegade af pinden som mestre. Samme aften debuterede Jensens Pølsevogn, og indehaver Brian Jensen havde rigeligt at se til; en tendens, der også fortsatte om lørdagen.
Samme dag var der udover morgensang og kyllingebanko også debut til den lokale tryllekunstner Marius Bach, der ifølge Lars Pedersen gjorde det glimrende i det fyldte festtelt. Ellers stod der sport i form af petanque og oldboysfodbold på programmet, inden festens sociale højdepunkt aftenfesten i teltet sørgede for, at dette års udgave af sommerfesten i den lille landsby fik en glimrende afslutning.
-Jeg synes, at vi har haft en overraskende god sommerfest. Det gik over al forventning med masser af opbakning til de forskellige aktiviteter og tiltag. der var omkring 100 deltagere til aftenfesten, og tombolaen blev udsolgt på blot 20 minutter. Det er jo dejligt. Vi har da også fået masser af ros hen ad vejen af tilfredse farreborgere, og ikke mindst har vi set en del nye folk, der mødte op fra både Grønbjerg og Thyregod til vores byfest. Den slags giver da en masse energi, konstaterer Lars Pedersen.